Skanderborg Museumsforening
Jernbanevej 9, 8660 Skanderborg
skanderborgmuseumsforening@gmail.com
Skanderborg Museumsforenings årsberetning februar 2025
I forlængelse af sidste års generalforsamling d. 26.02.2024 afholdt den nyvalgte bestyrelse et konstituerende møde, hvor diverse poster blev fordelt på følgende måde:
Formand og medlem af Museum Skanderborgs bestyrelse: Undertegnede.
Næstformand: Jens Rasmussen, kasserer Lis Reinholdt Knudsen, sekretær Kirsten Thomsen.
Medlemmer af kontaktudvalg; undertegnede, Jens Rasmussen, Kirsten Thomsen, Lidy Jensen.
Fortællehjørnet: Klavs Andresen, Kirsten Thomsen, Lidy Jensen, Jens Rasmussen og Ebbe Larsen.
Foredragsudvalg: Niels Thernøe, Jørgen Lorenzen og Kirsten Thomsen.
Til Bygnings- og Bykultur udvalget valgtes Jørgen Frost Larsen og Jan Holm.
Udvalget for den årlige udflugt: Lis Reinholt Knudsen og Lidy Jensen.
Desuden er Gert Lauge Nielsen medlem af Museumforeningens bestyrelse.
I årets løb blev der nedsat flere ad Hoc-udvalg, som arbejdede med områder til gavn for foreningens medlemmer: Udvalget for vedtægtsændringer, udvalget for kontingenter, udvalg for ”Ture ud af huset”.
Bestyrelsesmøder
Udover det konstituerende møde afholdtes 4 bestyrelsesmøder. På møderne arbejdedes der med arrangementer for foreningens medlemmer, samt vedtægtsændringerne og kontingent og støtte til Perron1. På møderne blev bestyrelsen ligeledes orienteret om Museets aktiviteter og planer.
Der arbejdes til stadighed med tiltag til glæde for både medlemmer og Perron1. I de kommende år vil der blive fokus på ” Ture ud af huset”, hvor medlemmerne i stedet for de årlige foredrag, kan mødes ved udvalgte destinationer, hvor bl.a. Ebbe Larsen og Lene Mollerup i år vil fortælle.
Foreningen er medlem af Dansk Lokalhistorisk forening som udgiver tidsskriftet Journalen, ligeledes abonnerer vi på Tidsskriftet By & Land udgivet af Landsforeningen for Bygning- og Landskabskultur.
Arrangementer for foreningens medlemmer
Fortællehjørnet: Der har i 2024 været afholdt 4 eftermiddagsseancer i Fortællehjørnet samt 1 i januar 2025. Vores lokale ildsjæle fortæller her stort og småt om livet og hverdagen i Skanderborg. Som nævnt i sidste års beretning startede vi op med et fortællehjørne i januar, hvor Ebbe Larsen fortalte om Stilling Grams historie fra landsby til en bydel i Skanderborg. I marts var tiden inde til 2. del af skorstensfejer Ib Kirkegårds fortælling om livet som skorstensfejer i Skanderborg. I september fortalte Inge Frandsen om et spændende liv - Fra garage til stor virksomhed, menighedsråds arbejde og lærer på Morten Børup skolen. I november havde vi fornøjelsen af at høre Per Langpap fortælle om sin opvækst i Skanderborg og sin medvirken i opstarten af Skanderborg Festival. I januar fortalte Line Rudbeck om sit virke i Skanderborg både som sognepræst, præst på Sølund og som hospitals- og hospicepræst ved Regionshospitalet Horsens og Gudenå Hospice.
Det er glædeligt, at Fortællehjørnet er en stor succes, hvor der kommer mellem 50 og 90 tilhørende hver eneste gang.
Foredrag
Ved generalforsamlingen i februar 2024 holdt arkæolog ved Museum Skanderborg Anders Hagen Mørk et meget spændende foredrag om den store jernudvindingsplads i Gram. Her kan lige nævnes, at udgravningen fik plads på listen over årets 10 vigtigste udgravninger i Danmark i 2023.
Ud over de lokale kræfter har vi ligeledes oplevet foredraget: At brænde en heks – en reportage fra et retssamfund med Cand.theol. Torben Brink. Her hørte vi om, hvordan Danmark allerede i 1600-tallet var et retssamfund, hvor en heks skulle dømmes ved 2 instanser, før dommen kunne eksekveres
Entré
Vi har i bestyrelsen besluttet, at der skal opkræves entre til vores arrangementer; for ikke medlemmer. Dette for bl.a. at animere folk til at melde sig ind i foreningen.
Udflugt til Flugt museet
I august afholdt vi vores årlige udflugt, denne gang til museet Flugt ved Oksbøl. Vi gentog som optakt til udflugten succesen med en filmeftermiddag for foreningens medlemmer. Her blev filmen ” Når friheden kommer” vist, igen et arrangement, som blev taget godt imod af vores medlemmer, hvor mange fandt vej til biografen.
Turen til Oksbøl var ligeledes en succes, dejligt vejr, og en rigtig dygtig guide,
Lys Nat i Skanderborg
Vi opstillede igen i år en bod ved Lys Nat i Skanderborg. Vi fortalte her om foreningens og Perron1 aktiviteter.
Børnene kunne bygge Skanderborg Slot, og for de voksne var der en gættekonkurrence med spørgsmål, der knyttede sig til Slottet. Der blev udloddet præmier blandt deltagerne i konkurrencerne.
Vi deltager igen i år.
Udvalg for Bygnings- og Bykultur
D. 27. august 2024 afholdtes et formøde til bygningspræmiering, hvor arkitekt Hanne Raunsmed fra Faaborg-Midtfyn Kommune fortalte om sit arbejde med arkitektur og fællesskab på baggrund af mange års erfaring som byplanlægger og projektudvikler.
Skanderborg Kommune præsenterede det igangværende arbejde med udvikling af en arkitekturpolitik for kommunen.
Præmieringsudvalget har i 2024 modtaget en række forslag til præmieringer dels fra borgere i Skanderborg Kommune, dels fra arkitekter som har været involveret i projekter i Skanderborg Kommune.
På arkitekturens dag blev bygningspræmieringerne uddelt ved et arrangement på FLOK, i Dyrehaven Skanderborg.
Præmiering for godt og bevaringsværdigt byggeri er gået til:
Missionshuset, Vesterskovvej 27, Skanderborg.
Multiparken i Skanderborg, Sct. Georgs gården, Plantagevej 7, Skanderborg
Torvehuset, 34 boliger og 510 m2 erhverv, Torvet Galten
Madpakkehus Taverna i Stjær Fælleshave
Rosende omtale til tre projekter:
Enebærvej 11 i Stjær
FLOK, Dyrehaven 10E i Skanderborg
Alling Gl. Præstegaard, Ringvej 24, Alling
Præmieringsudvalget består af Museumsforeningens udvalg for Bygnings- og Bykultur, Arkitekt Vibeke Holmbo, Skanderborg Kommune Plan, Teknik og Miljø suppleret med to eksterne arkitekter: Bygningschef, arkitekt Niels Meyer, Den Gamle By, Aarhus Arkitekt Rie Øhlenschlæger, AplusB, Aarhus.
Udgifter til annoncering, til bronzeplaketter, champagne og kage ved præmieoverrækkelse m.m. afholdes gennem sponsorbidrag.
Præmieringsordningen støttes af: Skanderborg Industri– og Håndværkerforening. Skanderborg Kommune stillede lokaler til rådighed ved formødet, plus kaffe, vand og lidt sødt.
Samarbejde med Museum Skanderborg og museets andre støtteforeninger
Et af Skanderborg Museumforeningens formål er at støtte Museum Skanderborg, hvilket vi gør bedst muligt i denne byggeperiode ved bl.a. at bruge museets ansatte som foredragsholdere.
Kontaktudvalget: Vi har i bestyrelsen 4 repræsentanter i kontaktudvalget, hvor vi sammen med museets andre venneforeninger bliver opdateret om, hvad der foregår rundt i de forskellige afdelinger. Vi bliver ligeledes opdateret om Museets aktiviteter økonomi, besøgstal, byggeri mm.
I samarbejde med de andre venneforeninger og Museum Skanderborg afholdtes i marts et Fællesmøde hvor alle medlemmer af de 9 venneforeninger blev inviteret. Årbogen blev her præsenteret og Museets ansatte gav oplæg til de artikler, som er trykt i deri. Lene Høst Madsen talte om dagligdagen på museet, og om det kommende museum og de initiativer der bliver arbejdet med i Museum Skanderborgs bestyrelse.
Museum Skanderborgs Bestyrelse
Skanderborg Museumsforening har et medlem i Museum Skanderborgs bestyrelse, undertegnede. I bestyrelsen blev der bl.a. arbejdet med nedlukning og flytning af personale til ”Den sorte Diamant” DSB’s gamle personale bygning, og igangsættelse af byggeri.
Jeg deltager i en styregruppe, hvor der bliver arbejde med byggeprojektet og med indholdsdelen i det nye Museum Skanderborg.
Tak
Der skal lyde en stor tak til Jørgen Frost Larsen, som i det forløbne år valgte at takke af som bestyrelsesmedlem efter mange, mange år, hvor han har varetaget forskellige funktioner. Først og fremmest som foreningens formand igennem mange år, som repræsentant i Museum Skanderborgs bestyrelse og formand for Museum Skanderborgs kontaktudvalg. Desuden som foregangsmand for oprettelsen af Bygnings- og bevaringsudvalget/ nu udvalget for Bygning- og Bykultur, da Skanderborg kommune nedlagde arbejdet med at præmierer bygninger, der var med til at forskønne byen.
Jørgen har altid arbejdet engageret og kompetent.
Sluttelig skal der lyde en stor tak for godt samarbejde med Museum Skanderborg og med alle i Museumsforeningens bestyrelsen
Februar 2025
Birgit Skannrup