Fruering-Vitved Lokalarkiv blev oprettet i 1967 i den daværende Fruering-Vitved kommune, der dengang også bestod af Fruering og Vitved Sogne. Det første arkivudvalg bestod af gårdejer Sevel Andersen, skoleinspektør Gunnar Lundgaard og pastor Johan Bennedsen. Arkivet fik tildelt lokaler i kælderen på Virring gl. skole.
I 1991 dukkede arkivet op af "dybet" og flyttede ind i et lokale ved siden af biblioteket på Virring Skole. En gennemgribende ombygning af Virrings Skole i 2001 gav Egnsarkivet mulighed for at flytte til et større lokale, beliggende overfor Virring-hallens kantine.
I 1993 blev Egnsarkivets officielle navn: Fruering-Vitved Egnsarkiv og fik organisatorisk tilhørsforhold til Museum Skanderborg.
Efter kommunesammenlægningen i 2007 har arkivet samarbejdet med egnsarkiverne i Skanderborg, Ry og Hørning, og fra 1. april 2009 overgik alle lokalarkiver i Skanderborg Kommune organisatorisk til Museum Skanderborg, som Skanderborg Egnsarkiv hidtil havde været tilknyttet.
Der er nu en særlig arkivafdeling i museet: Skanderborg Historiske Arkiv, hvortil er knyttet de hidtidige 6 arkivenheder (Skanderborg, Fruering-Vitved, Hørning, Veng, Ry og Galten). Arkivet har på linje med museets øvrige arkivafdelinger skiftet navn fra Egnsarkiv til Lokalarkiv.
Lokalarkivet drives udelukkende af frivillige medarbejdere og er åbent for alle, der søger lokal- og slægtshistoriske oplysninger fra Fruering og Vitved Sogne.